Sådan lyder en linie i filmen “Rocky” fra 1976 (dog på Engelsk). Og damn en fed film det ellers er! Jeg er taget et smut til Philadelphia med forretning for øje, men har været så heldig at få lov til at nyde weekenden i “The City of Brotherly Love”. Jeg kan varmt anbefale at besøge Philly. Den er noget nær en perfekt by! (Store ord, I know) Den har den rette mængde storby charme, ala New York, dog er folk meget mere tiltalende og venlige. Anyway, det er sgu ikke en rejse guide jeg er igang med her, vi skal snakke Rocky!

Trinene op til Philly’s kunst museum er blevet foreviget grundet verdens bedste fiktive bokser. En råkold vinterdag i 1976, ser man Rocky Balboa (i træning til kampen mod Apollo Creed) iført gråt joggysæt og sort hue, kæmpe sig op af de mange trin, udføre en lille danse rutine og stikke næverne i vejret mens han vender ind mod byen. Netop den scene blev valgt til plakaten der skulle promovere filmen.

Det er jo SPOT ON!

Jeg tog et selv et smut forbi her i weekenden på en decideret dejlig oktober dag med sol og behagelige 24 grader. Jeg sku ikke engang vente 5 minutter inden den første Rocky kom springende. I ført al grejet, og efterfulgt af en ivrig gut med kamera, løb han op og ned af trinene, og lavede også den klassiske Rocky. Jeg var heldigt placeret og nuppede billedet til venstre. Det er sgu fandme godt taget, når jeg nu skal sige det! Vinklen er lidt ved siden af, og billedet kunne måske skæres lidt til, men WTF. Underligt er det dog at noget popkulturelt, som filmen Rocky, figurerer så markant i bybilledet. Turister valgfarter til museet, men det er sgu da ikke for se på kunst. Derudover er der mange af de lokale der ”jogger” forbi og tager en sejrsrunde. Men i alle tilfælde er stedet helt fantastisk, fyldt med glæde, og en giver følelse af at vi alle er vidner til noget unikt. Vi føler alle med Rocky og hans ”underdog” kamp i den metaforiske boksering. Eller noget.

Nu til noget VIRKELIG sejt! Jeg mindes i filmen at en del træningen der gik ud på at tæske løs på en halv ko der hænger fra loftet i et slagtehus. Og tæske løs, der gjorde han til han fik blod på næverne. Som om koen ikke var død nok i forvejen… Anywho, jeg kender en læge studerende her i Philly, og efter en lille rundtur i byen, tog hun mig hen forbi sit universitet og LIGHUSET. Jeg fik at vide at mindst 2 lægestuderende om året besvimer først gang de træder ind i lighuset og ser alle de døde kroppe. Som den mand jeg nu engang er, skulle jeg satme vise hende at jeg sagtens have mod på det, og kunne håndtere synet af nogle lig. Vi navigere gennem universitet og OP af trapperne (ja, et eller andet sted havde jeg altid forstillet mig at lighuset lå i kælderen. Ser nok lidt for meget CSI) til vi står foran døren. Hun kigger på mig, og fortæller at da hun var til samtale var der en der besvimede, knaldede hovedet ned i kanten af bordet hvor liget lå, og skulle bahbuh på sygehuset. Nu er det jo heldigvis et hospital og universitet i en bygning, så jeg takkede pænt nej til en cykel hjelm og listede indenfor. Hold da op et syn. Jeg ser to rækker af 8 borde, med et lig på hvert bord. De er godt nok dækket af store hvide plastikposer, men det er virkelig ubeskriveligt at stå der og glo på 16 lig. Man kan tydeligt se omridset af hoved, hænder og fødder. Og min mave slår knuder med det samme, og jeg frygter jeg kommer til at skide torden! Jeg forestiller mig hele tiden at et af ligene lige pludselig sætter sig op giver sig til at skrige. (Igen, for meget fjernsyn) Men efter nogle minutter får jeg bearbejdet situationen og abstraheret fra det faktum at vi er 18 personer i lokalet hvoraf kun 2 er i live. Min veninde forklarer ivrigt om hvordan de har øvet med skalpel og har åbnet kroppene op og analyseret de vigtige organer, og spørger om jeg har lyst til at se mere. YESSIR! Det er ikke hver dag chancen byder sig, så jeg takker pænt ja, tager latex handsker på og træder nærmere. Vi fjerner plastik posen og ser liget dækket af et stof, lidt ligesom en mumie, og det ligner endnu mere en person… Derefter fjerner vi det sidste lag stof, og jeg står og kigger på et gråt lag hud med skære mærker henover hoften og fra navlen op til halsen. Vi fjerner huden og løfter hele brystkassen op over hovedet på liget. Derinde ligger alle organerne lige som de er beskrevet i alle medicin bøgerne, dog uden det på nogen måde ligner. Overhovedet. Jeg har aldrig oplevet noget så surrealistisk som dette, og har stadig svært ved at fatte hvad der er sket. Min veninde tog både hjertet og en lunge ud af liget, vendte og drejet dem, og viste og fortalte om blodomløbet, funktionen osv. Det var på ingen måde klamt eller nasty, der var bare så langt ude. Helt ufatteligt.

”Desværre” tog jeg ikke nogen billeder som jeg kan dele med jer, da jeg ikke synes det var på sin plads at gøre således. Respekt til dem der donerer deres krop til videnskaben, og på trods af at de bliver brugt til (blandt andet) træning til lægestuderende, synes jeg ikke jeg ville gå og tage billeder af dem. Det synes jeg bare ikke var rigtigt.

Men det var ugens klammo/weirdo indlæg. Jeg er stolt over at have overværet det hele, og uden at besvime endda. Der er selvfølgelig meget mere til Philadelphia, og jeg skal nok komme ind på noget af det næste gang.

Stay tuned!

Bocaj – I see dead people